mandag den 27. august 2012

Rejsehold

Når jeg får en ny klasse, laver jeg altid et rejsehold - et skønt ord, jeg har fået fra en kollega, som har praktiseret denne procedurer i mange år. I al sin enkelhed går det ud på, at lave en fast opstilling, som eleverne skal stå i, hver gang de skal gå uden for klassen - uanset om det er på ekskursion til København, en tur ned på skolens bibliotek eller på vej til et faglokale.
Min kollega stiller børnene op 2 og 2 - jeg foretrækker en enkeltmandsopstilling. Opstillingen er fast - den ændres heller ikke fra år til år (med mindre noget slet ikke fungerer). Idéen er, at børnene skal kende opstillingen så godt, at de lynhurtigt kan finde deres pladser.
En anden fordel ved at børnene kender pladserne så godt er også, at de lynhurtigt kan se, om man mangler nogen - f.eks. når man skal samles efter fri leg på legepladsen i zoologisk have.

Som alle andre procedurer skal det øves igennem. Jeg bruger gerne noget tid på det i starten af skoleåret: helt konkret at stille op på de rigtige pladser uden en lyd. Jeg er meget faglig ambitiøs, men har erkendt, at den tid, jeg bruger i starten på at indøve procedurer, bliver mere end rigeligt indtjent hen over skoleåret.
Helt konkret stiller vi op 4-6 gange på en time. For at gøre det lidt sjovt, plejer jeg at tage tid. Der bliver lagt 10 sekunder til for hver elev, der snakker.

Vores "gamle" tredjeklasse havde en rekord på 6 sekunder!

lørdag den 18. august 2012

Værsgo!

Kender du frustrationen over at børnene begynder at tage bøgerne op før du er færdig med din forklaring om timens arbejde, med det resultat at de ikke fik det hele med? De bagerste i klassen havde faktisk slet ikke en chance for at høre det p.g.a. den småskramlen ...

Jeg gør! I mange år irriterede det mig, at de ikke ventede og hørte hele min besked, indtil jeg en dag høre en kollega slutte sin besked af med "Værsgo". Det lille ord var tegn til børnene om, at NU måtte de gå i gang.
Jeg tog det straks til mig, og siden da har det været en af mine faste procedurer (som vi selvfølgelig træner). Det kan f.eks. lyde sådan her:
"Om lidt, når jeg siger værsgo, skal I tage jeres matematikbøger, jeres kladdehæfte og penalhuset op.-Værsgo!"

Intro

Så er første skoledag ovre. Jeg skal starte en 1.klasse igen - en ny gruppe børn skal sættes ind i, hvordan jeg  og min makker vil have tingene. Mange af tingene ville jeg ønske, at nogen havde fortalt mig før, så jeg kunne være sluppet lettere ...

Klasseledelse handler for mig langt hen ad vejen om forudse problemer og tænke et praktisk tiltag, der kan løse det. F.eks. brugte jeg for år tilbage en del tid på at mægle mellem dukse ... hvis tur var det til at tørre bordene af ... og hvem var det mest rimeligt gik ned med mælketasken ... Er der nogen, der kan genkende det? Jeg har nu organiseret mig ud af problemet!

Når jeg oplever noget i min undervisning, der gentagende gange giver problemer, sætter jeg mig ned, og analyserer situationen - hvad kan jeg som lærer gøre for at forebygge det - hvilke procedurer skal der være. Mere om det senere.

Min blog vil altså blive meget praktisk - ikke noget "ordfis"! Det skal være noget man kan bruge til noget - gerne tillempet til ens egen situation, for vi er jo alle forskellige. Måske kan I derude også komme med flere idéer, så bloggen kan blive en praktisk, alsidig hjælp til alle os hårdtarbejdende lærere :-)