mandag den 27. august 2012

Rejsehold

Når jeg får en ny klasse, laver jeg altid et rejsehold - et skønt ord, jeg har fået fra en kollega, som har praktiseret denne procedurer i mange år. I al sin enkelhed går det ud på, at lave en fast opstilling, som eleverne skal stå i, hver gang de skal gå uden for klassen - uanset om det er på ekskursion til København, en tur ned på skolens bibliotek eller på vej til et faglokale.
Min kollega stiller børnene op 2 og 2 - jeg foretrækker en enkeltmandsopstilling. Opstillingen er fast - den ændres heller ikke fra år til år (med mindre noget slet ikke fungerer). Idéen er, at børnene skal kende opstillingen så godt, at de lynhurtigt kan finde deres pladser.
En anden fordel ved at børnene kender pladserne så godt er også, at de lynhurtigt kan se, om man mangler nogen - f.eks. når man skal samles efter fri leg på legepladsen i zoologisk have.

Som alle andre procedurer skal det øves igennem. Jeg bruger gerne noget tid på det i starten af skoleåret: helt konkret at stille op på de rigtige pladser uden en lyd. Jeg er meget faglig ambitiøs, men har erkendt, at den tid, jeg bruger i starten på at indøve procedurer, bliver mere end rigeligt indtjent hen over skoleåret.
Helt konkret stiller vi op 4-6 gange på en time. For at gøre det lidt sjovt, plejer jeg at tage tid. Der bliver lagt 10 sekunder til for hver elev, der snakker.

Vores "gamle" tredjeklasse havde en rekord på 6 sekunder!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar